Følg med på Instagram

Min svigermor kalder det for et ‘eksistentielt vakuum’

Min svigermor kalder det for et ‘eksistentielt vakuum’
12. februar 2020 ceciliedamchristensen@hotmail.com

Jeg har ifølge min svigermor, som er en særdeles klog kvinde, befundet mig i et ‘eksistentielt vakuum’ de sidste par måneder. At befinde sig i et eksistentielt vakuum er kort sagt, når man oplever at ens mulighed for at leve sit liv meningsfyldt udfordres. Følelsen af, at ens liv mangler en smule mening er et udtryk for, at man befinder sig i en form for tomhed – et eksistentielt vakumm kan resultere i en tristhed over at mangle noget grundlæggende i sit liv. I mit tilfælde har mit eksistentielle vakuum omhandlet de fleste faktorer i et almindeligt menneskes tilværelse. Det har omhandlet min overgang fra studerende og til at komme ud på arbejdsmarkedet samt de ting der her hører sig til, såsom økonomi. Det har omhandlet min udfordring med at finde min hylde, hvor jeg hører til på arbejdsmarkedet. Det har omhandlet familie, og så har det omhandlet min boligsituation. I det sidste år har jeg levet i en rygsæk med Dalton selvom jeg egentlig betalte for at leje et mindre rækkehus i Ry. Vi var der aldrig, i rækkehuset altså. Vi har været næsten hele året hos min kæreste Christian eller hos venner, veninder eller familie. I oktober  2019 valgte jeg så at opsige mit rækkehus og sælge mine ejendele med intentionen om, at leve som vagabond med Dalton for en periode, en priviligeret vagabond dog. Jeg havde i sinde at hoppe fra den ene venindes sofa til den andens til Christians seng til mine forældres gæsteværelse. Jeg betragtede på daværende tidspunkt ikke fire vægge og et tag som hjem, men tværtimod fire ben og et hjerteslag, altså Dalton. Dalton har altid været vant til at være med mig over alt om det så har været hjem til Christian, mine venner, familie, på cafebesøg, hos min tatovør, på shoppingture, på arbejde, ja selv til forelæsninger på sygeplejerskeskolen har han været med mig, hvorfor Dalton heller ikke betragter fire vægge og et tag som hjem, som de fleste andre hunde gør. Dalton betragter mig som sit hjem. At opsige mit rækkehus og sælge mine ejendele virkede der til at være mange fordele i for mig på daværende tidspunkt med det liv jeg førte, og det var mig muligt at leve på denne måde, fordi jeg var studerende og havde en meget fleksibel kalender. Jeg fandt dog efter en rum tid, at det er hårdt at leve på denne måde, ikke kun for mig men også for Dalton. Jeg var aldrig alene. Jeg var altid sammen med nogen. Der var rigtig meget planlægning i hele tiden at have en ledig sofa hos en ven eller veninde i baghånden, hvis ikke Christian kunne tilbyde mig en plads i sin seng. Det sværeste af det hele var dog, når det ikke var muligt for mig at have Dalton med mig, at jeg så skulle finde et sted, hvor han kunne være imens, da jeg kun vil have at han skal være alene et sted som han kender, hvor han føler sig tryg og kan slappe af. Udover disse udfordringer, så tumlede jeg meget rundt med tanker omkring hvad der skulle ske, når jeg blev færdiguddannet. Hvor skulle jeg arbejde og med hvad, og hvordan skulle mit liv generelt hænge sammen? Jeg var ofte i undertal oppe i mit hovede for de ideer jeg kom med overfor mig selv, og det resulterede i et trist humør for mig, som jeg bestemt ikke skal bede om. Jeg skal bede om at være glad. Mine forældre har heldigvis skruet mig sådan sammen, så hvis jeg er utilfreds med noget, så gør jeg noget ved det, hvorfor jeg en uge inden min sidste eksamen i januar kontaktede en ejendomsmælger. Jeg kunne mærke hvordan det liv jeg havde ført det sidste år ikke fungerede for hverken Dalton eller mig længere.  Et par dage efter jeg kontaktede ejendomsmælgeren stod jeg så i en stor, nybygget, lys treværelses lejlighed i Aarhus C med tilladelse til at have hund, og jeg takkede øjeblikkeligt ja tak. Dén lejlighed skulle jeg bede om, og jeg fik den. Ikke nok med det blev jeg så et par dage senere færdiguddannet sygeplejerske, og fik job. Så her sidder jeg nu, som færdiguddannet sygeplejerske i min nye lejlighed, på de famøse dagepenge som alle taler så meget om, indtil jeg tiltræder min stilling som sygeplejerske på Aarhus Universitets Hospital til marts. Jeg har formået at løsrive mig fra det eksistentielle vakuum, som jeg befandt mig i, og jeg er meget glad for min nye tilværelse og jeg har i sinde fremadrettet at værne meget om den.

 

/ Cecilie Christensen

Ejer og stifter af Epikuræeren

Kommentar (0)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Nyhedsbrev

Hvis du gerne vil opdateres omkring nye indlæg på Epikuræeren samt rabatkoder til de mærker jeg kolliderer med, så indtast din email her.

På forhånd tak, og det var så lidt.